årets bogsamling

Takketale ved prisoverrækkelsen for Årets Bogsamling

02.02.19
Torsdag fik vi overrakt prisen for Årets bogsamling 2018 af formanden for Danske skønlitterære Forfattere. Det blev fejret med taler, højtlæsning, kage og bobler.

Her kan læses bibliotekets takketale, som vicebibliotekschef  Helle Jensen holdt ved prisoverrækkelsen:

Det er med stor fornøjelse og stolthed, at jeg på vegne af hele Biblioteket Frederiksberg i dag modtager prisen og anerkendelsen af vores bogsamling.

Jeg vil gerne starte med at takke for prisen:

Tak til foreningen Danske skønlitterære Forfattere og juryen for prisen forfatter og formand for Danske skønlitterære Forfattere, Peter Rønnov-Jessen, litteraturformidler på Gentofte Hovedbibliotek Christine Fur Fischer og litteraturredaktør på dagbladet Jyllandsposten, David Jacobsen Turner.

 Vi ser prisen som en stor anerkendelse af, at vi har en samling, der rummer de bøger, som læserne de ønsker og har brug for. En samling der kan noget både i dybden og i bredden. Men også en samling, der giver os et fantastisk ståsted i vores formidling af skønlitteraturen, og alt det den kan.

Tak til alle vores brugere, som har indstillet os til prisen. Biblioteket og skønlitteraturen lever kun, når den bliver levet og læst. Derfor betyder det meget for os, at vores brugere anerkender vores arbejde og peger på os.

En særlig tak til Nanna Jacobsen, som har skrevet en meget flot og personlig indstilling af Biblioteket Frederiksberg. Det glæder mig, at hun også får en pris i dag.

Bibliotekerne arbejder med oplysning, uddannelse og kultur.  Skønlitteratur er en del af kulturen, der berører mange. Den betyder noget for os individuelt, og den betyder noget for os som samfund.

Nogle bøger står printet ind i hukommelsen, fordi den har berørt os på et bestemt tidspunkt i livet. Andre bøger læser vi med fornøjelse og lyst. Nogle gange giver bøgerne os visdom og dannelse. Man er aldrig i tvivl, når man er blevet rørt at litteraturen.

På Biblioteket Frederiksberg anser vi litteraturen som en vej ind til kvalitet og refleksion af erfaringsindhold. Vi arbejder ud fra en forståelse af, at litteraturen bidrager til oplysning, øget udsyn og sensibilitet og dermed styrker den grundlæggende demokratiske dannelse af os som mennesker og vores samfund.

Bøger er elsket af mange. Bøger gør litteraturen tilgængelig for os og gør det muligt for os at tage de mange fortællinger med rundt. Bøger fastholder og sikrer, at fortællinger og fiktive universer kan deles med en anden uafhængigt at tid og sted. Tænk, at jeg kan dele en historie -  et univers - men tusindvis af læsere rundt omkring i verden -  ligesom jeg har mulighed for at dele de bøger, jeg læste for år tilbage med min datter i dag.

Litteratur og fortællinger er en grundpille i vores kultur. Vi har altid brugt litteraturen og fortællingerne til at skabe mening og refleksion over de store spørgsmål, vi møder gennem livet.

Det liv, der er i litteraturen, formidler vi med engagement og ildhu på biblioteket hver eneste dag. Vi bestræber os på at blive ved med at undersøge de utallige muligheder, der ligger i litteraturen og finde nye måder at formidle den på til de mange, der kommer her på Biblioteket Frederiksberg.

Vi arbejder med højtlæsning, vi bogsnakker med publikum i biblioteksrummet, vi samlæser og vi giver mulighed for at møde både forfattere og oversættere.  Vi åbner litteraturen op og gør den levende. Nogle gange arbejder vi alene med formidlingen - men ofte samarbejder vi med andre.

Lige nu samarbejder vi fx med Betty Nansens Teatret om Schopenhauers lykke. Her er en af de mange formidlingsaktiviteter en udstilling, som 10 brugere af biblioteket er ved at udvikle sammen med os. Der er fernisering den 7. februar, og jeg kan kun opfordre til at deltage.

Med prisen har vi fået 50.000 kroner til indkøb af flere bøger til vores samling. Næste skridt er, at vi finder ud af, hvordan vi bedst bruger pengene. Ideerne er altid mange her på biblioteket, men en ting er sikkert, de skal ikke fylde huller ud – dem har vi simpelthen ikke. Vi vil i stedet bruge gaven til at gøre noget ekstra for vores læsere og for litteraturen.

Afslutningsvis er det på sin plads at sige tak nok en gang.

Det er jo bibliotekets pris og bag biblioteket står ikke bare jeg – men også min mange dygtige kolleger, der hver dag gør litteraturen levende på Frederiksberg.

På vegne af hele biblioteket vil vi gerne endnu en gang sige tak for prisen.

 

 

 

Filer
Tags