Vores bibliotekar Rebekka med Katrine Engbergs 'De hvide nætter'.
Vores bibliotekar Rebekka med Katrine Engbergs 'De hvide nætter'.

Biblioteket anbefaler "De hvide nætter"

08.01.24
Katrine Engberg leverer en veldrejet og underholdende krimi, der er værd at læse for alle krimilæsere.

En iransk familiefar Tami og hans to teenagebørn tager på fisketur til en lille ø i Horsens Fjord. En morgen finder datteren Shirin sin far myrdet, og hun kan ikke finde sin bror. Shirin flygter og går under jorden. Privatdetektiven Liv Jensen bliver hyret til at hjælpe politiet med sagen og eftersøge de forsvundne teenagere.

Den myrdede mand var i familie med mekanikeren Nima, som vi også mødte i Det brændende blad. Nima bliver dybt involveret i sagen og kommer derved i klemme, da han føler sig forpligtet overfor sin familie.  

Iranske asylansøgere

Livs efterforskning leder hende til Tamis ophold i Sandholmlejren i 90'erne, hvor der skete nogle uhyggelige begivenheder, og det fører Liv videre ind i det samfund af eksil-iranere, der bor i Danmark. Som læser får man derfor også i et indblik i, hvordan det er at være asylansøger i Danmark.

Rørende og interessant

Katrine Engberg skriver rigtig godt og formår at opbygge nogle levende og vedkommende karakterer. Et interessant og troværdigt plot driver historien. Det er en rørende og spændende krimi, som jeg hermed anbefaler.

Bogen kan læses uafhængigt af den første bog i serien om Liv Jensen Det brændende blad.

Materialer