Billede af Benoit der kigger ud over styret på sin cykel, mens han holder bogen.

Biblioteket anbefaler Amalie Smiths bøger

Kærlighed er et tilbagevendende emne i Amalie Smiths bøger. Og det kan være en af de mange indgange til et unikt forfatterskab.

Den røde tråd

Som billedkunstner og forfatter har Amalie Smith en mangesidig praksis. Der er altid mere end ét spor i hendes bøger, og tit er der billeder til. Samtidigt med at både videnskabelige og kunstneriske emner tages op, er kærligheden sjældent fraværende, som en uundgåelig tråd i den vævede fortælling.

Tag nu for eksempel bogen Thread Ripper, en roman med to spor. Lynhurtigt opsummeret kan man sige, at det ene handler om Ada Lovelace og datalogiens fødsel, det andet om et kunstprojekt fortalt i dagbogsform. Mellem de mange arbejdsnotater læser man om kunstnerens selv:

”Forelskelsen er som at få revet forsiden åben, en voldsom døs, som at ride, lade sig føre, rive med."

Det magiske, det fine, det vilde, det ubærlige spreder sig i vores celler, op til hjernen – og alt mærkes, føles, leves som om vores kroppe netop udsættes for noget større, umåleligt. Fortællingen om ”Katten”, som findes i Et hjerte i alt fortæller så smukt og ærligt om forelskelsen, den beruselse den skaber:

"En gang har han en flyverdragt med, han trækker mig i den og kører mig ud på havnen i en lånt Christiania-cykel. Jeg ligger og kigger op på hans ansigt, mens han cykler.

Hans åbne ansigt.

Hans grønne øjne.

Jeg lader mit hjerte løbe i forvejen."

Katten -som hedder kæresten i denne tekst- ender dog med at forsvinde: længsel er et andet nøglepunkt i Amalie Smiths bøger:

”Katten trækker sig væk, som katte gør. Katte er deres egne.”

Også i Et Hjerte i alt kan du f. eks. læse fortællingen ”Sommer i oktober”, hvor en jeg-fortæller beskriver sorgen, der spørger i lang tid efter, at kæresten har slået op. Længslen som en afgørende del af kærlighed.

Men kærlighed er også biologisk, forbundet til den elskedes krop. I bogen I civil  væver Amalie Smith som sædvanligt flere spor sammen, bl.a. en refleksion over samling som begreb, kærestens sygdomme og kemobehandlingen. Og netop dette påvirker deres forhold. Kroppene smeltede sammen før sygdommens ankom, men behandlingen har fremmedgjort dem for hinanden:

"Jeg skal passe på ikke at rive noget løs. Din krop er en del af hospitalets maskine."

Langt fra en typisk Valentinsdag-anbefaling kan jeg derfor kun anbefale at læse Amalie Smiths bøger og ikke bare fordi, hun skriver så skarpt og smukt om, hvad for et mangeartet fænomen kærligheden er. Der er mange grunde til at åbne hendes bøger.

Hybridbøger

Amalie Smith er både forfatter og billedkunstner, og begge disse praksisser taler sammen. Og det skal læseren ikke være ked af, for der opstår et unikt forfatterskab, hvor billeder ikke bare illustrerer en fortælling, men hvor alt kommunikere: billeder og de forskellige fortællinger, tekster. Som forfatteren sagde selv i et foredrag på Vallekilde Højskole i 2018:

”jeg har hentet hybrid energi i at sætte tekst sammen med billeder (…), i at blande fakta og fiktion, at trække forskelligartede vidensområder sammen, blande følelse og fornuft, længsel og videnskab.”

Denne samtale mellem forskellige former for kunst og litteratur lykkedes fantastisk godt i Et hjerte i alt, som er en samling af de ”noter, essays, praksis, poetik”, som udkom på div. tidsskrifter og aviser i perioden 2007-2017. Bogen er som et bånd, som læses på tværs af siderne i form af fragmenter: man vænner sig hurtigt til at læse på en anden måde end med langt de fleste bøger. Det er en bog, man nemt kan komme til og fra.

Thread Ripper udfordrer også vores præmisser som læser, idet to fortællinger står parallelt i bogen, med hver sin font. Forskellige, og alligevel kan de sammenlignes på mange måder. ”Noter” til venstre, som er fortællerens dagbog i perioden omkring et kunstprojekt, og til højre en fortælling om vævning og computerteknologi, som blot kaldes ”.txt”. 

Vi taler om ambitiøse bøger, der udfordrer læseren: de er komplekst opbygget og beskæftiger sig med videnskabelige emner, som man ikke nødvendigvis er venner med. Men de åbner op for mange spændende perspektiver samtidigt med, at man dykker i nogle fortællinger og en skrivestil, som det er svært at sammenligne med andre.

Hermed min opfordring til at gå på opdagelse i Amalie Smiths forfatterskab og kunstværker!

Benoit

Materialer