Foto:Thomas Andersen
Foto: Thomas Andersen

Tillykke til vinderen af De Gyldne Laurbær

03.02.23
Stort tillykke til Maren Uthaug som modtager De Gyldne Laurbær 2022 for romanen 11%

Romanen 11% beskriver et fremtidigt samfund, hvor der ingen mænd er tilbage. Ud over en lille flok hanner 11 %, som opbevares på et avlscenter på Lolland. Historien folder sig ud omkring fire kvinder heksen Medea, præsten Wicca, pigen Stille og lægen Eva hvis liv vikles ufrivilligt ind i hinanden, idet de bliver tvunget til at samarbejde.

Testosteron som en trussel

Pludselig dukker en dreng op ude i det fri. Spørgsmålet er, hvornår han indeholder så meget testosteron, at han bliver en trussel for dem alle? Det er en original og tankevækkende roman, hvor forfatteren leger med evigtgyldige emner som samfundsstruktur, kristendom, køn og kærlighed. 

Nøgtern, sarkastisk og rå humor

Maren Uthaug er optaget af selve det at være menneske, og igennem små og store hverdagssituationer undersøger hun, hvad det er, der definerer os. Hun er kendt for en nøgtern og sarkastisk skrivestil og en rå form for humor. Ofte indeholder hendes romaner et syret og noget provokerende univers for netop at stille skarpt på noget af det anderledes og upolerede i livet.


De Gyldne Laurbær bliver årligt uddelt på baggrund af en afstemning, hvor alle landets boghandlere og deres medarbejdere kan deltage. Maren Uthaug modtager en laurbærkrans, et diplom og et boggavekort på 2500 kroner.
Læs mere om Maren Uthaugs forfatterskab på Forfatterweb.

Materialer