Bibliotekets Monika Toldam Grothen med Terry Pratchett and Neil Gaimans 'Good Omens'.
Bibliotekets Monika Toldam Grothen med Terry Pratchett and Neil Gaimans 'Good Omens'.

Boganbefaling: Good Omens

Bibliotekets Monika Toldam Grothen anbefaler fantasy fra allerhøjeste hylde.

Neil Gaiman og Terry Pratchett mestrer sproget til fuldkommenhed. De formår at være komiske i deres kritik, at lege med ordene, og at beskrive alting præcis så detaljeret som situationen kræver.

Good Omens: The Nice and Accurate Prophecies of Agnes Nutter, Witch er en fantasyroman, der håndterer engle og dæmoner – for slet ikke at tale om Gud og Satan – med lethed og komisk timing.

Arbejde og fristelser

Aziraphale (en engel, oprindeligt en vogter af den Østlige Port i Paradis) er glad for Jorden og alt hvad den indebærer.

Især nyder han gerne en god vin til et lækkert måltid mad, udelukkende for nydelsens skyld. Crowley (en dæmon; oprindeligt slangen, der fristede Eva) er ligeglad med lækkerierne, så længe han kan blive ved med sine små-mirakler.

En dæmon bør egentlig ikke hjælpe engle, men Crowley kan så godt lide at hjælpe Aziraphale, så længe han får lov at brokke sig undervejs.

En del fristelser bliver det selvfølgelig også til – han skal jo passe sit arbejde.

Den rigtige Antichrist

Adam (en Antichrist) er 11 år og bor i Tadfield, og er fuldstændig uvidende om, at han er sat i verden for at starte dommedag. Så da hans tanker – inspireret af konspirationsblade – begynder at gå i opfyldelse, falder det ham ikke ind, at han er involveret. Tværtimod.

Det hele bliver meget forvirrende, da dommedag bliver sat i gang, og Crowley og Aziraphale må slå sig sammen for at forhindre Jordens undergang.

Det kræver selvfølgelig, at de kan finde den rigtige Antichrist… og at de kan finde hoved og hale i Agnes Nutters profetier, som altså ikke er specielt samarbejdsvillige.

Kæmpe Kærlighedserklæring

Good Omens er en spændingsroman, en dannelsesroman, en kommentar på verden, en kærlighedshistorie, en komedie, en dommedagsroman, og mest af alt en kæmpe kærlighedserklæring til alting menneskeligt. Både den og dens filmatiserede modpart er absolut anbefalelsesværdige.

Fantastical Fiction

Bogen finder du på hovedbiblioteket på et bord ved navn "Fantastical Fiction". Her kan du dykke ned i en samling af fantasy, fantastiske fortællinger og fanfiction.

Samlingen er nøje kurateret, og der er en god fordeling af både ældre og nyere litteratur, mandlige og kvindelige forfattere, engelske romaner og danske oversættelser, samt en del der er lgbtq+ inkluderende (Good Omens er på trods af sin alder et glimrende eksempel på inklusivitet).

Neil Gaiman udgiver romaner både til børn og voksne, tegneserier, graphic novels, faglitteratur etc. Af de mest kendte værker er American Gods (2001), Coraline (2002) og The Sandman (1989-1996).

Terry Pratchett er primært kendt for sin serie om Disc World, som generelt kan læses af både børn og voksne. To af bøgerne ligger på inspiratoriebord 75 – Fantastical Fiction. Han beskæftigede sig både med fantasy og science fiction, hvorfor hans romaner ofte har elementer fra begge verdener.

Materialer