Min sommerlæsning- spot på nye sommerfavoritter #2

Min sommerlæsning udstillingen for voksne byder på inspiration til din sommerlæsning ud fra tre temaer, sommerfavoritter, bøger til sommerens daseliv og bøger til den danske sommer. Her retter vi solbrillerne mod et par af bøgerne fra temaet nye sommerfavoritter.

Anne Elisabeth Jessen: Huset

Kirsten er stolt af at arbejde i HUSET - først som kontordame, siden som magtfuld leder. Hendes kæreste Ole læser psykologi, men bliver også ansat i HUSET. Det samme gør journalisten Niels, lydteknikerne Solvej og Otto og mange andre, og gennem dem og deres arbejde med at lave radio og tv bevæger fortællingen sig op igennem tiden og tegner samtidig et billede af Danmark og af verden på den tid. Det en levende  fortælling om en gruppe ansatte i en stor, betydningsfuld medievirksomhed fra 60’erne frem til i dag; om ambitioner, store drømme, uanede muligheder, men også magtkampe, løgne, begær og bristede illusioner. En velskrevet historisk kollektivroman.

Tove Alsterdal: Stormfald

Oluf vender tilbage til sin barndomsegn over tyve år efter at han blev mistænkt og tilstod drabet på en teenagepige. Pigen blev dog aldrig fundet. Da Oluf vender hjem, finder han sin far dræbt. Politibetjenten Eira Sjödin er også vendt tilbage til sin hjemegn i Ångermanland. Eira roder op i fortiden og tager den gamle sag op igen, for var det den rigtige, der blev dømt dengang? Hvis ikke, hvem var så skyldig? Eira slår sig ikke til tåls med lette løsninger, heller ikke selv om de personlige omkostninger bliver store. Ondskaben breder sig som ringe i vandet i det lille samfund, hvor alle kender alle. En stemningsmættet historie med psykologisk indsigt, der gør at man  lever sig ind i ulykkelige skæbner og hemmeligheder i et lille samfund.

 

Du finder bøgerne på udstillingen i voksenudlånet, sammen med masser af anden læse inspiration til at få pakket de rigtige bøger til din sommer. Vær opmærksom på at nogle af bøgerne kan være udlånt.

Her kan du læse alt om Min sommerlæsning.

Materialer